Menu

Serie 1 holdet reddet i 11. time

image
01. marts 2020 kl. 18:01

Nyt fra Herre Senior:

Efter en kaotisk opstart med manglende spillere til Serie 1 holdet og drøftelser om at trække holdet, er der i 11. time fundet en løsning med et nyt trænersetup.

Ny spillende træner for herre serie 1 er Casper Jørgensen, som tidligere har fungeret som spillende assistent i klubben under Søren Møller. Siden 2019 har han fungeret som spillende assistent i Sanderum Boldklub, men er nu villig til at prøver kræfter med Cheftrænerjobbet.

Casper har to spillende assistenter med i form af Anis Cengic og Kasper Johansen. Begge spillere har længe været profiler i fynsk fodbold og har et utal af divisionskampe på CV’et og er nu klar til at nye udfordringer som assistenter i Aarslev Boldklub.

Derudover er der tilknyttet et par gamle kendinge på frivillig basis nemlig den tidligere cheftræner Søren Møller, der vil fungere som analytiker/Scout, da han er i gang med Scout forløb under DBU samt hans bror Lars Møller som vil fungere som en slags holdleder under kampene.

Den nye Seniorformand Klaus Kjærgaard udtaler ”Jeg er utrolig glad for at det lykkedes os at lave en aftale med et nyt trænerteam i 11. time. For os er det vigtigt at vi får nogle ind som kender spillerne, klubben og folkene bag, således at vi sikrer den røde tråd i klubben. Her tænker vi Casper er den helt rigtige og han vil få god støtte af brødrene Møller. Vi får en træner og to spillere som har spillet på højt niveau og håber at deres erfaring vil have en smittende effekt på vores trænings miljø samt udvikling i klubben”.

Teamet kommer til at samarbejde med Serie 3 træner Jens Daugaard-Eriksen samt U19 drenge træner Stefan Granhøj.

Første træning for de nye trænere er på tirsdag 3/3 kl. 19.30 – vi håber gamle kendinge vil kigge forbi.

Aarslev Boldklub ønsker dem alle velkommen og ser frem til samarbejdet.